| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi skulle tidligt op. Der var afgang med bussen kl. 8, så det meste af holdet stod klar til at spise morgenmad kl. 7, hvor hotellets morgenmads restaurant åbnede. I dag blev den engelske breakfast skiftet ud med en skål yughurt med frugter.
Lidt før kl. 8 dukkede de sidste gæster op ved bussen og vi kunne forlade Galway før myldretiden blev et problem.
Vi kørte først mod syd, så mod vest til Kinvarra, hvor Marie og jeg havde været i 2014. Claus havde et håb om, at vi kunne tage kystvejen R477 rundt mod Doolin, hvor vi skulle med en færge til Aran øerne. Tiden var lidt knap men Claus og chaufføren tog chancen. Chaufføren kørte godt til men han var rutineret på de smalle, kringlede veje.
Kystvejen førte os gennem det særpræge landskab Burren, der består af flade klipper. Marie og jeg kørte igennem landskabet i 2014 - bare den modsatte vej.
I Doolin ankom vi ca. 15 minutter før færgeafgang, så der var ingen is på koen. Vi blev stuvet ombord på den stort set propfyldte passagerfærge. Færgen sejlede ikke kl. 10 - men 10 minutter over, efter at der også var blevet plads til nogle skoleelever, som vi åbenbart havde ventet på.
Vi sad allerbagerst i båden med direkte udsigt. Det var en god plads - besluttede vi. Færgen bakkede ud af den lille havn, vendte rundt og satte fuld damp på kedlerne. Ikke noget med at sejle langsomt ud af havnen (der i øvrigt kun bestod af en mole). En meterhøj bølge stod ud fra bagenden og masser af røg fra motoren slog op over bagenden og lige i hovedet på os. Det var dog ikke værre end at vi blev siddende i de ca. 20 minutter, som turen over til Arran øerne tog.
Vi skulle besøge den mindste af de 3 øer, Inisheer, hvor der bor omkring 250 mennesker. De lever hovedsageligt af får, fisk og turister. På den lille havn på Inisheer blev vi modtaget af 2 hestevogne og en lille bus. Claus annoncerede hestevognen som den mest ubekvemme tur - men det var jo også den sjoveste, så jeg hoppede ombord i den ene vogn, Marie i den anden.
På en forholdsvis kort tur, kørte vi rundt i byen ved havnen og ned mod øens sydlige punkt. Her lå et gammelt fragtskib på stranden. Det ar strandet ved Inisheer i 1960’erne og en enkelt bølge fra Atlanterhavet havde kastet skibet op på stranden. Inden da var det blevet tømt for alt af værdi. De lokale havde reddet folkene på skibet og betalingen bestod åbenbart af alt det, de kunne finde på skibet.
Der er ingen tvivl om, at det har været en barsk tilværelse på øen, der primært bestod af sten overalt. Tidligere beboere stablede stenene op som hegn. Så smed de tang på jorden og det gav grobund for, at der senere kunne vogske græs hist og her. Dermed har de kunnet holde får. Fiskeriet var også barsk. Fiskerne fik trøjer med forskellige mønstre på, så man kunne se, hvem det var, der drev i land, hvis fiskerne forliste. Trøjerne er i dag meget kendte og sælges overalt i området. Aran trøjerne fås med særlige mønstre. Jeg er lidt af en uldtrøje freak, men jeg synes nu ikke, at deres trøjer passede til mig.
Efter køreturen og et besøg på øens kirkegård, der stadig er i brug, var det tid til frokost på - vistnok byens eneste - restaurant.
Claus havde igen anbefalet seafood chowder og i dag var fiskesuppen ikke udsolgt. Det kunne jeg næsten leve af. Den cremede suppe smagte super. Men det tilhørende grahamslignende brød (sikkert bagt med bagepulver) kunne jeg godt erstatte med noget bedre.
Efter frokosten var der tid til at tøffe lidt rundt og kigge på de 2 - 3 butikker, der ligger på Inisheer. Jeg havde i flere år kigget lidt på en sixpence og jeg havde besluttet mig for, at områdets uldversioner måtte være en god souvenir, at få med hjem. Men der var kun få af dem på Inisheer, så det blev ikke her, at jeg skulle investere…
Tilbage ved båden var der lidt kaos. Der var 2 færger. Den ene sejlede direkte tilbage til Doolin og den anden tog turen rundt om Cliffs of Moher. Den sidstnævnte var propfyldt. Jeg fandt mig en strategisk plads, så jeg havde direkte udsigt til klipperne, når vi nærmede os.
Vi forlod havnen på Inisheer og satte kursen mod Irlands fastland og sydspidsen af Moher. Min strategi med pladsen i bådens højre side holdt stik til vi kom tæt på klipperne. Så myldrede folk over til min side og spærrede for udsynet. En flok amerikanere stillede sig op og den ene af dem brægede løs om dengang han gik oppe på Cliffs of Moher. Ham blev jeg hurtigt træt af at høre på og jeg rejste mig og nappede den sidste ledige plads ved rælingen, så jeg kunne se klipperne.
Marie og jeg havde besøgt klipperne i 2014 på en forlænget weekendtur til Irland. Siden da, fortalte Claus og Helle, var der bygget høje betonmure langs klippekanten, fordi adskillige turister faldt i havet, fordi de gik for tæt på kanten. Dermed havde besøget til klipperne mistet lidt af charmen. De 215 meter stejle klippevægge ser imponerende ud fra en båd. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på en tidligere tur til Færøerne, hvor vi sejlede ud til Vestmanna, hvor tilsvarende klipper står over 600 meter lodret ud mod havet.
På Inisheer fortalte vores hestefører i øvrigt, at Aran Øerne var det mest besøgte turistmål i Irland med 1,5 mio. gæster (næst efter Guinness i Dublin). På båden fik vi samme forklaring over højttalerne. Det var dog Cliffs of Moher, der havde det besøgstal, så guiden på Inisheer havde lige ført besøgstallet fra Moher klipperne over til øen…
Vi sejlede tilbage til Doolin, hvor en varm bus ventede på os. Vi fortsatte mod vores nye hotel i Ennistymon Undervejs slog vi en lille krølle gennem en lille by, der var kendt for en Matchmaker Bar. Her blev der holdt singlefest hver weekend i september måned. I baren sad en gut med en stor bog. Manglede man en partner, kunne man gå til ham og fortælle hvilke kvalifikationer, partneren skulle have. Så slog gutten op i bogen og fandt nogle forslag frem. Hvor svært kan det være?
Inden vi nåede til Ennistymon, blev vi kortvarigt spærret inde på vejen af en brandbil fordi en bil var kørt galt og havde ramt stendiget i siden af vejen. Det går hårdt ud over bilen. Der blev dog hurtigt opstillet folk i begge ender af ulykkesstedet med stop / go skilte. Så kunne vi fortsætte.
Vi nåede frem til Ennistymon ved 4-tiden. Claus skaffede nøgler men de var ikke helt klare med værelserne. Så vi satte os i baren og fik en fyraftensøl. Vores værelse lå på niveau 3 med flot udsigt over hotellets P-plads. Så slap vi også for at skulle lytte til floden på den anden side hele natten.
Marie og jeg fik pakket ud. Værelset var megastort med en stor kingsize sæng i midten og 2 pænt store senge ved siden af. Det var en hel balsal. Den størrelse havde de fleste af værelserne vist. Det har helt sikkert været et sted for the upperclass førhen.
Vi besluttede at gå en lille tur langs floden. Det småregnede, så vi sendte en venlig tanke til vores regnfrakker, der lå lunt og tørt på værelset.
Efter lidt afslapning på værelset, var der middag kl. 19. Flere af gæsterne var kommet i fint dress. Nu boede de jo på et flot hotel. Så luksuriøse var vi ikke. Men det er jo også forskellen på en lille og en stor kuffert.
Menuen var en 3-retters. Jeg valgte suppe, irsk oksekød og bailey cheesecake. Marie var til champignon, kylling og cheesecake. Oksekødet var i øvrigt 2 meget tynde skiver, så forstod jeg bedre, at de ikke spurgte ind til, hvor meget vi ønskede det stegt. Det var gennemstegt :)
Efter den gode mad var det tid til at besøge Cooley’s Bar i byens hovedgade. En af gæsterne spurgte Claus hvornår vi skulle mødes ved receptionen. Claus mente nok, at vi alle kunne finde derop. Marie og jeg slentrede op til Cooley’s - blot for at konstatere, at der var lukket og slukket. Så vi fortsatte op gennem hovedgaden og havnede på Riveryard. Her var der unge musikere, der på skift underholdt med guitar og sang. Det var en speciel men god oplevelse.
Trætheden efter dagens friske luft på Inisheer begyndte at trænge sig på. Vi undrede os over, hvor alle de andre var blevet af. Måske var de gået ind på Eugene’s Bar…
Vi gik langs floden tilbage til hotellet og kravlede under dynerne.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |